Grundejerforeningen-Tornebakken Blistrup

Grundejerforeningen ”Tornebakken

Formandsberetning ved generalforsamlingen tirsdag den 15. marts 2016

Videoovervågning

På sidste års generalforsamling havde bestyrelsen et forslag om videoovervågning ved indkørslen til By-Lyngen. Generalforsamlingen besluttede at lade bestyrelsen fortsætte med at undersøge mulighederne om videoovervågningen, såfremt vi fik politiets tilladelse. Men vi fik ikke politiets tilladelse.

Københavns Vestegns Politi skriver i svarbrev af 6. august 2015, at man ikke finder, at tv-overvågning i dette tilfælde er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Ved afgørelsen har politiet lagt vægt på, at der inden for de sidste 3 år ikke er registreret et kriminalitetsniveau, der kan godtgøre en godkendelse af tv-overvågning. På den baggrund er vi ikke gået videre med denne opgave. Det må så være op til den enkelte grundejer at sikre sig på bedste måde.

Tornebakkestien

Stien går fra By-Lyngen og op til Kirkevej – i daglig tale skolestien. Beplantningen på den vestlige side af stien er kommunens, og derfor har kommunen også beskæringspligten hvert år. Beplantningen er i årenes løb blevet til høje træer, som er blevet til gene for bl.a. fodgængere og cyklister. Jeg har i september måned skrevet til kommunen og bedt om at få enten fjernet beplantningen eller få den kraftigt beskåret, hvilket jeg fik tilsagn om inden for en månedstid. Samtidig fik jeg også lovning på, at gadelampen på stien nærmest By-Lyngen ville blive retableret, da den har været uden armatur i flere år.

Da opgaverne øjensynligt er gået i kommunens glemmebog, har jeg sendt en reminder for en uge siden.

Højden på småbygninger

Jeg vil minde grundejerne om, at der er regler for, hvor højt man kan opføre småbygninger på sin grund. Vi har i øjeblikket en sag om et legehus, der rager højt op i landskabet, Huset er sat på pæle, så højden er langt højere end de 2,5 m, som er gældende ifølge Bygningsreglementet. Grundejeren har fået brev om at foranledige, at højden overholder de 2,5 m med frist til 1. april. Manglende efterlevelse vil blive indberettet til kommunen.

Parkerede biler på vejene

Der har i december/januar været et problem med parkerede biler uden nummerplader på By-Lyngen. De parkerede biler var til stor gene for færdslen, og det tog desværre en del tid at få ryddet op i bilparken. Det giver mig anledning til at sige, at hvis man lejer sit hus ud, er det udlejers pligt at oplyse lejer – fra lejemålets start - om de regler, der gælder for vores udstykning.

Ifølge gældende Lokalplan 5.6 for denne udstykning skal der sikres plads for parkering af mindst 2 biler på hver enkelt ejendom. Dette med henblik på, at vejene ikke benyttes til fast parkering.

Anmeldelse af gadelamper, der ikke virker

Tidligere kunne man rette henvendelse til DONG, når der manglede lys i en gadelampe. Denne opgave overgik i efteråret til Gribskov Kommune. Alle kan fremover give kommunen et tip om manglende lys (ligesom tip om huller i vejen). Det vil herefter være Bravida, der udbedrer manglen.

Snerydning

Kommunen sørger for snerydning og saltning af By-Lyngen og Tornebakken. De øvrige veje i udstykningen skal vi selv sørge for bliver farbare. Bestyrelsen kontakter Steen Pedersen i Højelt efter behov. Den 21.-22. november 2015 fik vi omkring 20 cm sne, men bestyrelsen vurderede, at det ikke var nødvendigt at ringe efter entreprenøren, da vejudsigten meldte om tøvejr få dage efter. Det har vi fået kritik for, så spørgsmålet er, hvor hurtige vi skal være med at sende bud efter Steen Pedersen. Lad mig høre jeres mening om dette.

Matrikel nr. 5 M

Den 14. februar 2016 fik jeg besøg af ejeren af By-Lyngen 3, som havde et spørgsmål vedrørende matrikelnr. 5 M. Her følger en længere forklaring:

By-Lyngen 3 hører ikke ind under vores udstykning og ligger i øvrigt i landzone. Mange af jer husker sikkert, at den tidligere ejer hed Magda, som for år tilbage solgte blomster og grøntsager fra en trillebør i græsrabatten ved indkørslen til By-Lyngen.

Den nuværende ejer Christian Hjortshøj har sammen med sin far ombygget det gamle hus gennem de senere år, og Christian vil nu gerne bygge en carport vest for sit hus.

Christian har - i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse hos kommunen - fået oplyst, at noget af det areal, der ligger mellem By-Lyngen 3 og nr. 7 er et gammelt vejstykke, som fører ind til den bagvedliggende mark. Den tidligere ejer Magda og hendes mand har igennem 30-40 år brugt vejstykket som indkørsel til deres hus og til urte- og blomsterhave. Det lille vejstykke er på ca. 310 m2 og er en del af matrikelnr. 5 M.

5 M er starten på By-Lyngen (vej, fortov og rabat) ude fra Helsingevej og slutter ved Tornebakkens begyndelse. 5 M er tinglyst med Grundejerforeningen som ejer, som det fremgår af vedlagte ejendomsvurdering. Det ses, at 5 M er benævnt Tornebakken 0, Grønt Område, Vej med vurderet areal på 2.272 m2.

Det er selvfølgelig kommet bag på Christian, at indkørslen op til hans hus ikke hører til hans grund. Hans henvendelse til mig handler om at By-Lyngen 3 har vundet hævd over det lille vejstykke på ca. 310 m2, og om Grundejerforeningen har noget imod, at han overtager en del af jordstykket til brug for en indkørsel til en carport.

Alle veje i vores udstykning blev i 1972 anlagt som offentlige veje besluttet af Blistrup Sogneråd. Derfor har jeg den 8. marts skrevet til kommunen og bedt dem om at berigtige, at vejstykket 5 M er kommunalt, og at Grundejerforeningen Tornebakken ikke kan foretage sig noget i sagen.

Anne-Grethe Nielsen

Formand

 

 

 

 

 

 

 

 

www.grf-tornebakken.dk

Brugernavn: grundejer

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk