Grundejerforeningen-Tornebakken Blistrup
Grundejerforeningen ”Tornebakken”
Formandsberetning ved generalforsamlingen tirsdag den 25. august 2020
Året 2019 har været rimelig fredelig. Det betyder dog ikke, at bestyrelsen og formanden ikke har haft noget at lave! Der har været mindre sager og henvendelser, vi har taget os af såsom lys i gadelampen ud for Østervangen 16. I mange måneder manglede der lys i den pågældende gadelampe, hvilket var meget generende for gående på stien ned til Blistrup Midtpunkt.
På selvsamme sti, som går over i Peder Thomsens Vej ned til Blistrup Midtpunkt er der blevet observeret bilister, hvis GPS viser, at der er adgang til By-Lyngen ad den vej. Det er formentlig en manglende opdatering af GPS’en, der er årsagen.
Parkeringsproblemer
Der har været parkeringsproblemer på Høbuen, som blev løst. Der er stadig problemer flere steder med fast parkering, hvilket ikke er tilladt. Ifølge lokalplanen skal der skabes plads til mindst 2 biler på egen grund. Har man flere biler, trailer eller campingvogn, skal de altså placeres på egen grund.
Hunde høm-høm
Der klages jævnligt over hunde efterladenskaber, og jeg er igen blevet opfordret til at minde om hundeejerens pligt til at samle op!
Det er bare SÅ ulækkert at træde i høm høm’erne og at blive svinet til, når græsrabatten skal slås!!
Jeg har i øvrigt stadig selvklæbende mærkater liggende til at sætte på den røde skraldespand. Så hent gerne på min adresse.
Diverse
Herudover har der været de sædvanlige påmindelser om beskæring af hæk og slåning af ubebygget grund samt indkrævning af de 100 kr. i årligt kontingent. Det er bestemt ikke noget stort beløb, så husk nu at betale til tiden!
Fortovsrenoveringer
Kommunen har en lang liste liggende over ønskede fortovsrenoveringer samt asfaltering af By-Lyngens forlængelse forbi nr. 53 og 55. Og hvordan går det så med det? Der har desværre kun været små reparationer i 2019, da kommunens økonomi ikke kunne strække til mere.
Det ser bedre ud i år, og jeg har den 24. august fået en tilkendegivelse fra kommunen om, at man har tænkt på os i forhold til årets opgaver med fortovsrenoveringer. Jeg fik lovning på, at vi kommer med i deres prioriteringer for i år. Asfaltering af By-Lyngens forlængelse er imidlertid en større opgave og må derfor vente.
Denne beretning gælder for året 2019, så dette års arbejde med fibernet m.m. er ikke nævnt her, men kan tages op under punktet eventuelt.
Anne-Grethe Nielsen
Formand
Brugernavn: grundejer Password: tornebakken